Alexanderteknik som undervisning

Det er normalt at udøveren af alexanderteknik kalder sig for lærer og at modtageren bliver kaldt elev. Og det indfanger faktisk også et vigtigt aspekt ved processen. Udøveren har en viden, som forsøges viderebragt til modtageren. Det lyder umiddelbart meget ligetil, men der opstår hurtigt store teoretiske vanskeligheder. Det er nemlig svært at definere, hvori denne viden består. Og svært at beskrive, hvordan den viderebringes fra en person til en anden.

Problemet er, at det mere er en 'erfaring' end en 'viden', der forsøges viderebragt. En konkret kropsligt sensorisk erfaring. Der er skrevet mange bøger om alexanderteknik og udviklet mangfoldige teorier, men uden de underliggende erfaringer danner de for udenforstående en meget tom skal.

Yderligere kan det være et problem, at erfaringen aldrig er blevet til egentligt viden. At der altså ikke er blevet bygget et tilsvarende videnslag ovenpå de gjorte erfaringer. Så læreren måske står med nogle delvist uklare erfaringer og nogle teorier som ikke rigtig passer sammen med dem. Det er et meget svært sted at undervise fra på en klar måde.

Under alle omstændigheder er de fleste af vores normale, traditionelle begreber om undervisning bygget på undervisning i teoretisk viden og ikke erfaring. Kan man overhovedet undervise i sin egen erfaring? Det kan man godt, men det kræver en stor sikkerhed i erfaringen, og at man har fået sin egen erfaring bekræftet gentagende gange i omgangen med andre mennesker. Hvilket igen kræver, at man har været i stand til at løfte sin erfaring op på et mere abstrakt niveau, hvor den kan reflekteres og generaliseres.

Det er derfor på ingen måder mærkeligt, at alexander-elever ofte har svært ved at huske, at det hedder undervisning og kommer til at kalde det behandling. Det minder sandsynligvis ikke om nogen anden undervisning, de nogensinde har prøvet - og det minder sandsynligvis mere om de forskellige former for behandling, de er blevet udsat for gennem deres liv.

Alexanderteknikken minder mest om almindelig undervisning, når det handler om de mest mekaniske dele af arbejdet. Der er anatomiske og strukturelle teorier som er til at lære både abstrakt og konkret. En mere hensigtsmæssig brug af kroppen indebærer en mekanik som giver rationel mening.

Det er muligt at se i et spejl, at man står lige, selvom man føler sig skæv. Og det er muligt på en meningsfuld måde at koble det billede sammen med en anerkendt anatomisk teori om tyngdepunktslinjen i kroppen. Det giver også både teoretisk og praktisk mening at det at komme eksempelvis ned at sidde er en aktivitet, der mest hensigtsmæssigt afvikles i ledene i benene frem for i ryggen. Det giver mening at få bækkenet tilbage i stedet for at presse det frem, når man ser det i et spejl. Det giver også mening at forstå den lethed og ubesværethed der ofte opleves i forbindelse med teori om muskulære posturale reflekser, der holder kroppen oprejst mod tyngdekraften.

Alle disse nævnte teorier giver mening og kan bekræftes både sensorisk og erfaringsmæssigt. De kan undervises i og læres på samme måde som mange andre teorier. De indeholder en meget vigtig viden, og en udbredt forståelse af disse enkle teorier og principper kunne gøre en stor positiv forskel for menneskeheden. Alligevel er de kun det yderste lag af alexanderteknikken. Og det er kun hertil vores normale forståelse af undervisning rækker i forhold til teknikken.

Læs videre: ALEXANDERTEKNIK SOM BEHANDLING