Alexanderteknik som terapi

At alexanderteknik arbejder med forandring og forsøger at afklare de bagvedliggende problemstillinger, som modvirker forandring, får det til at lyde besnærende meget som terapi. Og der er helt sikkert et element af terapi i teknikken.

Standardforløbet i en god alexanderteknik-lektion indebære at elever i løbet af lektionen bliver bragt frem til at bruge sig væsentligt anderledes og bedre end normalt. Noget er forandret, men det er meget sjældent fuldt gennemskueligt for eleven, hvordan forandringen er sket. Og forudsætningen for en bevaring af forandringen er om muligt endnu mere uigennemskuelige og derfor ophøre forandringen gradvist i løbet af nogle minutter, timer eller dage - afhængigt af evnen til ikke at gribe forstyrrende ind i og styrken af den skabte forandring.

At løse problemet med at den skabte forandring kun er midlertidig har altid været en af alexanderteknikkens store udfordringer. Og den normale løsning er at gentage den så mange gange, at den efterhånden bliver mindre fremmed, mere velkendt. Håbet er så, at de gamle vaner gradvist træder i baggrunden og den nye brug tager over. Og det er ikke et ubegrundet håb. Efterhånden som 'det nye' bliver mere velkendt bliver man samtidig ofte bedre i stand til at gennemskue, hvori forandringen egentligt består og hvilke forudsætninger den har. Og man kender bedre til, hvordan man bedst undlader at forstyrre processen.

Alligevel kan der meget ofte iagttages en grundlæggende tendens til tilbagefald til gamle vaner. Selv over en 3-årig uddannelse til alexanderteknik-lærer med undervisning 4 dage om ugen kan det være svært at slippe af med gamle, grundlæggende vaner. Forklaringen er sandsynligvis, at vanerne er mere end bare betingede reflekser, der kan ændres gennem 'omprogrammering'. Der kan være dybe følelsesmæssige årsager til den dårlige brug/'vanerne', og måden man bruger sig selv på udtrykker på nogle dybe niveauer den måde man er tilstede i verden på med hele sit væsen.

Det terapeutiske element af alexanderteknik træder ofte først frem når de mere mekaniske uddannelsesmæssige og behandlingsmæssige elementer er blevet udfoldet til deres mulige grænse uden at mere grundlæggende forandringer er nødvendige. Men for nogle er det lige omvendt. Den helt specielle opmærksomhed og tilstedeværelse der tilbydes i alexanderteknikken kan for nogle være den terapeutiske nøgle, der nærmest øjeblikkeligt åbner til områder, der ellers altid har forsvaret sig. Det kan være en stor udfordring, fordi alexander-læreren ikke rigtig er uddannet i at håndtere dybe, terapeutiske problemstillinger. Heldigvis giver den klassiske ramme for en lektion en form for tryghed og sikkerhed som gør, at situationen sjældent bliver direkte farlig, selvom potentialet for forandring måske heller ikke rigtig udnyttes.

Et berygtet alexanderteknik-citat lyder: "People want to change, but stay the same." Citatet beskriver smukt, hvordan mange mennesker er meget interesserede i personlig forandring - bare de ikke behøver lave om på dem selv! Ikke mindst i dag, hvor selvudvikling faldbydes overalt, men også i stadig mere overfladiske former, er paradokset tydeligt. Men citatet kan også fungere som mere end blot en udstillelse af let hykleri. Man kan også vælge at se det som et positivt potentiale, at mennesker gerne vil forandring, men ikke kan overskue, hvad det ville kræve at lave en grundlæggende ændring. Alexanderteknikken skal møde mennesker, der hvor de er, i deres ønske om forandring. Et forløb kan starte med behandling, så bevæge sig over i undervisning og ende i terapi. Eller i en hvilken som helst anden kombination.

På den ene side må alexanderlæreren tålmodigt acceptere, at grundlæggende forandring ikke kan frembringes udefra og på den anden side hele tiden holde døren åben og pege på muligheden for netop grundlæggende forandring. På den ene side acceptere elevens virkelighed som fuldgyldig og på den anden side holde fast i at have en afgørende erfaring og viden som ligger ud over elevens nuværende virkelighed