Alexanderteknik-fortællinger

Alexanderteknik spænder helt utroligt bredt: Fra en simpel løsning på ellers helt fastlåste fysiske problemer til en livslang interesse og passion, som med de samme midler og metoder som blev benyttet helt fra starten i løbet af årtier graver dybere og dybere ned i den menneskelige eksistens.

Et undervisningsforløb kan bestå af relativt få lektioner indtil en akut problemstilling er blevet løst. Eller det kan strække sig over mange år og hundredevis af lektioner, hvor der gradvis åbnes op for nogle lag og muligheder, som slet ikke var inden for rækkevide eller overhovedet begribelige i starten.

For hver elev starter en ny samtale og der udvikles et sprog, som kun gælder mellem den lærer og den elev baseret på de erfarring og oplevelser der er blevet gjort i fællesskab. Det er håbet at nedenstående alexanderteknik-historier kan give et lille indblik i hvor forskelligt arbejdet kan være og hvordan det på disse meget forskellige måder kan være lige afgørende, gavnligt og meningsfuldt. Eleverne reflekterer over deres eget forløb, og Jeppe reflekterer over forløbet som han har oplevet det som deres lærer.

CHARLOTTE

MIN ALEXANDERTEKNIKHISTORIE

Jeg var for år tilbage, ude for en trafikulykke hvor jeg slog mit hoved kraftigt og pådrog mig en hjerneskade som jeg skal leve med resten af livet. Skaden resulterer i træthed, spændinger i skuldre og kæbe, hovedpine.

Jeg var desperat, fordi jeg havde en oplevelse af at gå rundt i en krop jeg ikke kendte og som ikke var i balance og hvordan skulle jeg lære min "nye" krop at kende?

Jeg blev opfordret til at ringe til Jeppe, som via alexanderteknik, ville kunne hjælpe mig til at forstå mine smerter og derigennem afhjælpe dem. Jeg var parat til at prøve hvad som helst og så frem til min første lektion.

Det var som om at træde ind i en helt ny verden og jeg var skeptisk over, om denne teknik virkelig kunne hjælpe mig. Jeg forstod ikke meget af det der skete i begyndelsen, men Jeppe var imødekommende, nærværende og var lydhør for alt hvad jeg fortalte. Dette resulterede i et godt samarbejde fra start af, hvor behandlingen lettede min træthed og spændingerne blev færre og sjældnere. Jeg blev bedre tilpas og fik en større kropsbevidsthed og jeg kunne langsomt se og forstå hvad behandlingen gjorde ved min krop.

Jeg havde en følelse af at flyve hjem efter hver behandling og den gode balancen i kroppen fik for hver gang længere og længere varighed. Jeg er glad for at jeg havde tålmodighed med behandlingen, da det er svært at forstå i begyndelsen. Men med Jeppe som læremester, tror man på det, idet han er god til at forklare hvad der sker undervejs, hvilket gør man kommer igen og hurtigt mærker de store resultater.

I dag kan spændingerne stadig komme tilbage og for at respondere på dem, lægger jeg mig ned, mærker efter hvor i kroppen spændingen sidder og prøver at slappe af. Ofte ved jeg at spændingerne kommer fordi jeg er gået over min krops grænse eller har brugt min krop forkert.

Charlotte, 32 år

JEPPEs REFLEKSIONER

Charlotte var den første 'rigtige' elev jeg fik efter jeg havde afslutte uddannelsen som alexanderteknik-lærer - og hvilken fantastisk gave var det ikke at få netop hende! Jeg husker at jeg sad i et forsinket tog fra Malmö og ikke havde hendes telefonnummer, da hun skulle have den første lektion. Men selvom jeg kom således kom uanmeldt for sent havde hun ventet og stod stadig udenfor, da jeg endelig nåede frem.

Hun havde det virkelig dårligt på det tidspunkt: Dybt nede i en spiral af smerter, spændinger, frustration og medicin. Men allerede den første gang kunne jeg mærke, at hendes krop tog imod impulserne fra mine hænder, mens vi arbejdede på briksen. Og hun bemærkede netop også noget tilsvarende du hun kom anden gang: At hun ikke havde forstået var der foregik, men at hendes krop bare havde skreget 'ja, ja, ja! det er lige netop det jeg har brug for'.

Hendes krop havde været ude for en skadende og traumatiserende oplevelse og var sidenhen blevet trukket igennem hele det (nødvendige) medicinske behandlingssytem, men uden at der på noget tidspunkt var nogen der havde været i stand til at lytte til den og støtte op om den på en helt afgørende og fundamental måde. Vores krop vil os normalt kun det bedste, men på grund at vores begrænsede viden og indlærte misforståelse bekæmper vi den tit på alle mulige bevidste og ubevidste måder. Vi presser den og retter den, selvom den faktisk kan gives os alt hvad vi har brug for, hvis vi bare kan lade være med at forstyrre den.

I løbet af ret kort tid, fik vi vendt Charlottes nedtur til en optur. Færre smerter, færre spændinger, mere velvære, mere mentalt overskud og til sidst stoppede hun med sin medicin og færdiggjorde sin eksamen. Jeg husker det som en slags 'mirakel-historie'. Det var bare ikke noget mirakel over det. Kun lyttende hænder og en subtil og nænsom form for omsorg. Charlotte nåede ikke dengang frem til at lære at bruge sig selv godt i traditionel alexanderteknik-forstand. Det var heller ikke nødvendigt. Hun fik det så meget bedre, at hun kunne komme videre med sit liv. Det var det vigtige.

Jeg lærte to helt afgørende ting af Charlotte:

1) At alexanderteknik kan være den helt nødvendige og helt rigtige form for behandling af kroppe, som er blevet skadet og efterfølgende kørt gennem et system som udelukkende behandler kroppen udefra som en slags maskine. Og i sådanne situationer kan alexander-arbejdet gøre underværker.

2) At et at de vigtigste elementer i teknikken er at genvinde tilliden til kroppen. At opleve at kroppen vil os det godt. At blive venner med sin krop igen, om jeg så må sige. At opleve kroppen som et udspring for velvære og mening. Og jeg tænker at der er en stor fremtid for alexanderteknikken netop som en måde at overvide vores moderne oplevelse at være i nærmest konstant konflikt med kroppen. Og især i alle tilfælde, hvor konflikten synes at være gået i hårdknude. Om det så drejer sig om (små) hjerneskader eller spiseforstyrrelser eller anden selvskadende adfærd.

Jeppe

Anne

Min alexanderteknikhistorie

Jeg er en person der, når jeg har fundet noget der begejstrer mig, har utrolig meget energi på det. Sådan ca. en måned som min mand plejer at sige. Og det er ikke helt forkert; jeg er tit meget passioneret omkring noget en måneds tid og så er jeg ligesom blevet færdig med det, eller interessen er ihvertfald ikke ligeså intens længere. Grundlæggende er jeg nok egentlig ret doven. Mit motto er: er det er indsatsen værd? Og der er i bund og grund ret få ting i mit liv der er indsatsen værd. Feks er det meget begrænset hvor meget mad jeg syntes det er indsatsen værd at tilberede. Jeg dyrkede i en periode traditionel astanga yoga hver morgen kl 5, og det var indsatsen værd, lige indtil jeg havde fået det ud af det jeg skulle og kunne mærke at det nu manglede noget for at nære mig. Men jeg dyrker (og underviser) stadig astanga yoga med et tvist og syntes stadig det er indsatsen værd nu på snart 15. år. Alexanderteknik er indsatsen værd. Det var det for fire år siden hvor jeg havde min første lektion, og det er det (i næsten endnu højere grad) stadig, og her vil jeg prøve at beskrive hvorfor.

Jeg fandt frem til Jeppe for fire år siden (gennem astanga yogaen), og fra min første Alexander-teknik lektion var jeg overbevist om at der var noget her jeg skulle lære. Jeg havde dog ingen ide om hvad, hvad det ville komme til at kræve af mig, eller hvilken betydning det skulle få for mig.

Mit første møde med Alexander-teknikken føltes utroligt godt, trygt, og rart, og jeg blev for første gang opmærksom på at den energetiske oplevelse jeg havde af min krop var vigtig, at den kunne mærkes udefra og at den kunne optrænes. Det var helt nyt for mig. Derudover syntes jeg det mekaniske arbejde var spændende og jeg var meget optaget af hvordan jeg kunne forbedre min holdning. Det ændrede sig gradvist fra en ide om hvordan jeg gerne ville have det til at se ud udefra, til en ide om hvordan jeg gerne ville mærke min krop organiseret indefra. Det systematiske kropslige arbejde har betydet at jeg har meget mindre ondt i ryggen. Jeg kan nu på en god dag sidde i krydsbensstilling og føle mig nærmest vægtløs. Jeg kan stå på en måde der føles så koordineret at jeg nærmest ikke bruger nogle kræfter.

Da jeg startede var jeg meget muskulært spændt. Jeg havde dyrket astanga yoga i mange år, var overfokuseret, bevægede mig hurtigt, talte højt, var vant til at lytte til mit hoved, ikke til min krop.

Langsomt kunne jeg mærke mere og mere, efterhånden som de værste spændinger blev løsnet. Det var skræmmende at mærke, både fordi det var skræmmende at de sider af mig bare havde været pakket væk, men også fordi der var en grund til at de var blevet pakket væk.

Jeppe var meget tålmodig, og guidede mig i mit eget tempo mod at kunne mærke mere og mere af mig selv. Jeg var til gengæld ikke så tålmodig og mit eget tempo viste sig ofte at være ret hurtigt, med det resultat at min process i de fire år der er gået har været ret intens.

I en periode følte jeg sorg, i en periode følte jeg mig udsultet af kærlighed, i en periode utrolig kraftfuld, og i hvert stadie kunne Jeppe spejle det jeg følte og berolige mig eller støtte mig i det. Med tid, omsorg og tålmodighed, med gråd og latter, med kampe og knus, med vedholdenhed og dedikation, med kompetente hænder og guidning blev jeg skridt for skridt mere og mere den jeg er. Både kropsligt, energetisk og mentalt. Måske først kropsligt, så energetisk og sidst mentalt, selvom det selvfølgelig ikke er så opdelt i virkeligheden. Jeg fandt ud af hvordan nye kropslige åbninger og muligheder, gav plads til følelsesmæssige åbninger og omvendt.

Jeg er grundlæggende forandret, eller måske rettere grundlæggende nærmere mig selv nu, nærmere min kerne.

Jeppe har en ret tydelig opfattelse af virkeligheden og den har ikke altid været den samme som min. Og selvom han er god til at vurdere hvornår man er klar til at høre den, er det aldrig let. Jeppe er ikke bange for at dele virkeligheden, og han har en skarp sans for hvad man har brug for i en given situation for at kunne nærme sig den.

Jeg har sideløbende med Alexander-teknik arbejdet også arbejdet med forandringens fire hjørner som Jeppe beskriver; krop, følelser, mad og tanker. Jeg har bla. arbejdet med yoga og tantra, ændret min kost, eksperimenteret med faste, og langsomt begyndt at interessere mig for mere abstrakte filosofiske emner.

Der er ikke mange sider af mig der er de samme som for fire år siden. Mange gange i processen har jeg været forvirret over hvem jeg selv var. Jeg startede med en ret solid forestilling om hvem jeg var, og var egentlig meget godt tilfreds med det. Forandringerne kom ofte så pludseligt at jeg ikke helt kunne følge med mentalt.

Nu oplever jeg mig selv og verden på en fundamentalt anderledes måde end for fire år siden. Og jeg bliver oplevet anderledes af omverdenen. Ofte har det både været sorgfuldt og glædeligt at opleve en forandring, sorgfuldt fordi jeg mistede noget velkendt af mig selv, men glædeligt fordi det jeg fik i stedet var et mere sandt udtryk for mig selv. Senest har jeg oplevet en markant forandring, jeg er stadig midt i det så det er for tidligt at fortælle om det blivende resultat. Det tog afsæt i en nærmest mystisk meget kraftfuld oplevelse, hvorefter jeg næsten fra det ene øjeblik til det andet havde ændret mit mentale perspektiv. Det havde jeg selvfølgelig gjort stille og roligt igennem fire år, men det var denne ene oplevelse der gjorde det muligt for mig at give slip på nogle handlemønstre jeg havde været bundet af det meste af mit liv. Eller mere precist det var denne oplevelse der lod mig mærke lettelsen ved at give slip, og at jeg ikke behøvede at gøre noget for det.

Jeg blev så optaget af Alexander-teknik arbejdet at jeg valgte at uddanne mig til Alexander-teknik lærer. Det har bla. givet mig en større forståelse af hvad man rent sensorisk kan mærke ved at være i kontakt med et andet menneske. Jeg sætter utrolig stor pris på den sensoriske virkelighed, der gør det muligt for en dygtig lærer udefra at mærke elevens indre virkelighed, ofte også selvom eleven ikke kan mærke det endnu.

Jeg tænker tilbage på de fire år med en stor taknemmelighed. Det har ikke altid været let at være omkring mig i min process og jeg har bestemt ikke hele tiden givet udtryk for taknemmelighed. Overordnet set har det været båret af mening og nydelse. Selvom det kunne være meget svært, er selve arbejdet så nænsomt, rart og omsorgsfuldt at jeg altid har glædet mig til at komme til lektionerne.

For mig har arbejdet bevæget sig mere og mere imod at jeg har kunnet føle mig forbundet. Forbundet til mig selv, til andre, til verden og til en større kraft/universet. På et niveau jeg ikke havde drømt om var muligt. Jeg er nu et sted hvor jeg føler at det der bliver givet mig, rammer det helt rigtige sted, og opretholder og styrker min nye oplevelse af mig selv og verden og min plads i den. At jeg kan modtage det jeg har brug for på et dybt plan. Jeg føler på en måde at jeg er blevet den jeg er eller i hvertfald tæt på, og på en måde begynder det hele først nu. Nu begynder udforskningen af virkeligheden. En af Jeppes udtryk er "velkommen til virkeligheden" og det giver virkelig mening for mig nu. Jeg har fundet en anden kropslig, energetisk og mental form for ro. På en måde føler jeg min klar til at dø nu, og klar til at leve. Især det sidste!

Anne

JEPPEs REFLEKTIONER

Annes rejse med alexanderteknikken har været helt unik. Jeg har ikke før eller siden haft en elev der har kastet sig ud i de muligheder som arbejder tilbyder med samme engagement, fryd og frygtløshed.

Det var fra starten klart at hun havde flair for at arbejde med en energetisk oplevelse af kroppen. Det var fra starten også klart at hun havde en krop med mekaniske udfordringer. Og ret hurtigt blev det også klart at hun i en stor del af sit liv havde haft travlt med at komme væk fra svære, men vigtige områder af sit psykiske liv.

Kort sagt næsten den perfekte elev for min måde at arbejde med alexanderteknik på! Hun fangede den energetiske tilgang til arbejdet med det samme. Hun begyndte resolut at forholde sig bevidst til sine mekaniske udfordringer. Og hun dykkede hurtigt ned i de følelsesmæssige sår, der ventede på hende.

Siden har hun ikke set sig tilbage. Den ene forandring har ført til den anden som straks har åbnet til den tredje og så videre og videre og videre og videre. På fire år er alt forandret. Hendes forhold til sig selv, til mad, til kroppen, til verden. Og alligevel er hun stadig helt og umiskendeligt sig selv. Ja, faktisk mere helt og fuldt sig selv end nogensinde før.

Det har også for mig været et meget lærerigt og illustrativt eksempel på 'hvordan man bliver hvad man er'. Der har været voldsomme udsving og voldsomme følelser, men også hele tiden en klar oplevelse af mening og retning (fremad).

Det er faktisk muligt at gå hele vejen. Med alexanderteknik som omdrejningspunktet. Det er Anne et bevis på. Og nu glæder jeg mig så til at Anne så småt skal begynde at hjælpe andre med at bevæge sig ud på lignende rejser.

Jeppe